Hvis man har prøvet at høvle et stykke bambus ned til laminat tykkelse med høvl, raspe samt zieklinge så ved man hvor omfattende et stykke arbejde det er, når laminatet skal have en ensartet tykkelse hele vejen.
Men har du adgang til en rundsav samt en tykkelseshøvl så er der mange timer at spare.
For at kunne høvle et stykke bambus i en tykkelseshøvl er det nødvendigt at lave en skabelon til formålet - i fagsproget kaldes det et høvlelade. Til dette formål skal man bruge et stykke træ som minimum er 20 mm bredere (10 mm i hver side) end det stykker man vil høvle og som har en tykkelse på minimum 20 mm. Længden afhænger selvfølgelig af hvor langt et stykke bambus man vil høvle. Til skabelonen på billederne er der brugt en reglar (45 mm * 95 mm). Sørg for at høvleladet har en tykkelse (højde) der vil kunne gå ind i tykkelseshøvlen med et stykke bambus oven på.
I høvleladet skal der laves en langsgående fordybning som skal bruges til at lægge bambussen ned i. D.v.s. at rundingen på bambussen skal lægges ned i denne fordybning. Det er vigtigt at hulningen passer nogenlunde til rundingen på bambusstykket. Men fordybningen skal kun bruges til at støtte bambussen, og derfor er det bedst at bambussen hviler på udhulningens kanter, og ikke ligger og vipper nede i den langsgående fordybningen.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.
Spaltekniven afmonteres
Det er vigtigt at man får afmonteret spaltekniven, som sidder bag ved rundsavsklingen, inden man laver fordybningen til bambussen. På rundsaven der blev brugt til at fremstille høvleladet på billederne, skulle man løsne en enkelt møtrik som fastholdt spaltekniven. Derefter kunne man trække spaltekniven op (husk at fæstne møtrikken igen inden savning, så den ikke ryster sig løs).
Det skulle dog ifølge kilder i DFBL være muligt at lave høvleladet i frihånd med en håndrundsav.
Høvleladet laves på rundsaven
Selve fordybningen laves ved at sætte et "skråt" land på en stationær rundsav. I dette tilfælde ved hjælp af et stykke hjælpetræ samt et par skruetvinger. Dernæst sænkes klingen i saven til ca. 6 mm. For at finde den vinkel, der giver den rigtige hulning må man prøve sig frem på et stykke affaldstræ. Når vinklen er fundet, kan man justere på dybden af rundsavsklingen.
Før dernæst træet til høvleladet hen over rundsavsklingen så fordybningen laves (pas på snitterne - man har kun de fingre man en gang er blevet udstyret med).
Huller til knasterne laves med huljern
Når fordybningen er dannet, laves der en række fordybninger med et huljern der hvor knasterne sidder på bambussen. Hvis knasterne ikke kommer under niveau i fordybningen, bliver bambussen ikke ensartet i tykkelsen, når den føres igennem tykkelseshøvlen.
Høvleladet kan genbruges til flere bambusstave ved at man laver flere fordybninger på tværs af høvleladet til knasterne på bambussen.
Høvling af bambussen
Derefter lægges bambusstykket op i høvleladet og køres derefter igennem tykkelseshøvlen et antal gange - indtil den ønskede tykkelse er opnået. For hver gang bambussen køres igennem høvlen, indstilles tykkelsen til ca. 1 mm mindre. Kontroller tykkelsen med et skydelære efterhånden som bambussen bliver tyndere. Det er en god ide at være 2 til at køre bambussen samt høvleladet igennem tykkelseshøvlen.
Afhængig af hvor mange laminater der skal bruges i buen, vil en tykkelse på 4 - 8mm. være passende.
Se videoklip af selve høvlingen her:
Den færdige bambusryg
Sådan ser den færdighøvlede 5 mm. tykke bambusryg ud - perfekt.
Bambusprofiler
Sådan ser bambusprofilen ud - før og efter høvlingen.
Halv bambus stamme efter flækning af den hele stamme.