Byg en elmetræsbue Udskriv
Skrevet af Gunnar Hønborg   
Onsdag, 27. januar 2010 23:47
Elmetræ og taks er de to danske træsorter, som er mest velegnet til buebygning, idet de begge har den egenskab, at de kan tåle stræk og komprimering. Elmetræet egner sig dog bedst til fladbuer, hvorimod taksen kan bruges til både den traditionelle engelske langbue og fladbuen.

Elmetræ har været brugt til buer siden oldtiden, ja selv Holmegårdsbuen, verdens ældste intakte bue er bygget af elmetræ.

Af de to træsorter er taksen ubetinget det bedste buetræ, men også det vanskeligste at finde.

Taksen vokser som bekendt i store busklignende træer, med krogede grene fulde af sidegrene og kviste, hvor det kan være vanskeligt at finde velegnede stykker, som er lange nok til en bue.

Elmetræet gror derimod i store mængder i skovene og ofte i tætte bevoksninger, som bevirker at de vokser de første 2 til 3 meter uden nævneværdige sidegrene. Det er sikkert den væsentlige årsag til at elmen blev anvendt.

Selvom at elmesygen har hærget voldsomt i den danske elmebestand, er det dog stadig muligt at finde unge elmetræer, som endnu ikke er angrebet af den formastelige syge. Men det er ved at være elvte time, hvis man vil sikre sig elmetræ til buebygning.

Unge træer med en diameter fra 12 til 20 cm 1 meter over jorden er passende. De er ikke større, end man kan håndtere, og forholdsvis lette at kløve, når de er friske.

Selvom elmetræet står med friskt løv, kan det sagtens have haft elmesyge i flere år. Det vil sige, at der i op til 5 til 6 vækstlag kan være spor af elmesygens angreb, som viser sig i sorte kræftlignende pletter eller som 8 - 12 mm lange men smalle lodrette sprækker med dødt væv. Hvis elmetræet har været angrebet af elmesygen og har sorte pletter i flere vækstlag, kan det ikke anbefales til buefremstilling.

Elmesygen kan også vise sig ved, at sidste års vækst (under barken) har fået en gråsort farve hele vejen rundt og et godt stykke op ad stammen.

Når elmetræet når til dette stade, tror jeg ikke, det har lang levetid igen. Disse betragtninger er ud fra en almindelig træmands observationer.

Ud fra disse barske kendsgerninger føles det ikke så slemt at fælde et par ekstra træer, for om 5 år er der måske ikke flere tilbage.

Jeg foretrækker at fælde elmetræer om foråret, når bladene er sprunget ud. Så er saftindholdet på sit højeste og barken kan med lethed trækkes af i store flager.

Andre buemagere hævder, at væskeindholdet i træet er alt for højt på dette tidspunkt og postulerer, at der kan være fare for revnedannelser under tørringen.

Men min erfaring siger mig, at den ekstra saft om foråret ligger i det væsketransporterende lag lige under barken og det tørrer hurtigt ud, når barken bliver trukket af.

Men kan man godt lide at bruge den halve vinter med at pille halvtørt bark af, ja så skal man fælde sit buetræ om efteråret.

Jeg har været med til at fælde en del elmetræer her i foråret, og da flere af dem var for store til båndsaven flækkede vi dem med kiler og forhammer. Det viste sig at stammer på 1,3 m længde og 25 til 30 cm i dia. kunne flækkes i løbet af få minutter.

Det er bedst at save eller flække stammerne umiddelbart efter at de er fældet, samt trække barken af, og derefter forsegle enderne af træet med enten maling, lak eller paraffin. Ved behandlingen og lagringen af elmen skal man undgå at barksiden lider overlast, idet den skal bruges til buens ryg.

For at fremskynde tørringen kan man grovhugge eller grovskærer de halve eller kvarte stammer til en god overstørrelse bueben. Når dette er overstået lægges buestavene til tørring under et halvtag, hvor blæsten kan cirkulere.

Efter at stavene har ligget der det meste af sommeren, tager jeg dem ind på mit værksted, hvor de i en god uges tid ligger i forgangen og derefter kommer ind i værkstedet til eftertørring i et par ugers tid.

Man kan evt. kontrollere fugtprocenten ved vejning, som nævnt i “Byg din første bue”.

Som nævnt egner elmen sig bedst til fladbuer, men selvfølgelig kan man også bygge traditionelle engelske langbuer i D-formen. Der er bare den risiko, at der danner sig kompressionsrevner på de steder på bugen, hvor den største kompression finder sted.

Disse revner viser sig i starten som ganske fine skråtliggende revner på bugen, som på længere sigt vil blive mere markant i takt med at buen mister kast.

Når elmestavene flækkes sker det ofte, at det kun er den ene af de halve stammer, som kan give til en hel bue. Af den anden halvdel bliver der måske kun til et bueben på en meters længde. Disse korte stykker er fuldt ud lige så gode som en helbue, de skal bare samles på midten.

Buebenene samles med fingersamlinger på det sted hvor håndtaget placeres. Hvis man nøjes med at lave samlingen 9 cm lang kan den let skjules af det ca. 10 cm lange håndtag. Se tegning af fingersamling fig. 1.

Når buebenene er limet sammen vil det være klogt at lime en 9 cm lang og ca. 6 mm tyk liste på ryg og bug.
haand-sektion


Når man bygger buer af elmetræ, hvor barksiden danner ryggen, skal man regne med små skævheder i buen. Det betyder ikke så meget, så lang tid at strengen flugter ud for håndtaget, og det ikke føles som om buen vrider i håndtaget, når den spændes.

Om der evt. skal limes en riser på, afhænger af hvilken buetype der bygges.

Fremgangsmåden med bygningen af en elmetræsbue er den samme som beskrevet i “Byg din første bue”.

Man kan fristes til at sige, at elmetræet med dets let ujævne og furede overflade nærmest indbyder os til at bygge kopier af vore forhistoriske buer, og i den anledning vil jeg fremhæve Dan Høj’s bog “Bue og Pil”,

Her er der beskrivelser og tegninger af adskillige gamle danske buer.

Hvordan håndtaget til en oltidsbue har set ud kan vi kun gisne om.

Måske har buehåndtaget været beviklet med skindstrimler eller lignende, men man kunne også have holdt omkring det bare træhåndtag.

Svaret på dette spørgsmål er forlængst formuldet.

Som håndtag til min Holmegårdsbue har jeg brugt noget bast, som jeg flettede med tre kordeller til en passende flad fletning. Derefter smurte jeg hvid lim på håndtaget, og startede med at anden omvikling gik hen over startenden. Derefter blev basten viklet stramt om håndtaget. Jeg afsluttede med at lade basten gå tilbage under en vikling og stramme til. Tilsidst klippede jeg de værste flosser fra basten og fik et ganske nydeligt håndtag. Der blev brugt ca. 2 meter bastfletning.

Bygger man en kopi af en oltidsbue, bør den nok ikke stå træhvid. En sådan lys træbue ville advare vildtet, og ud fra den betragtning må man formode, at datidens jægere har farvet buen på en eller anden måde.

Hvis man f.eks bejdser buen i en brunlig farve, kan man få en spændende effekt af ryggen ved at slibe igennem bejdsen på de højere liggende dele af ryggen. Der skal altid gives en eller anden behandling efter en gang beitse. Det kan være en gang linolie med tørrelse eller en enkelt gang lak.


God fornøjelse

GH

Tekst og tegning af
Gunnar Hønborg.
Copyright ©
Kopiering tilladt til privat brug.
Senest opdateret: Tirsdag, 02. februar 2010 23:26