For at få det optimale kast ud af en bue, bør den under forarbejdningen ikke stresses mere end dens ønskede vægt.

På billede 1 ses en metode som er gengivet i mange buebøger. Metoden er brugbar, men lidt klodset, og det kan være vanskeligt at aflæse vægten ved forskellige træklængder.

Man kan også købe specielle buevægte, som består af en kraftig spiralfjeder og trækhåndtag, hvor man hægter vægten og en pil på buestrengen og oftest trækker i fuld pilelængde.

Men hvis det så viser sig at buens vægt er 10 til 15 pund for kraftig. Ja, så har man allerede overstresset træet.

Disse problemer løses let og elegant med buevægten på billede 2. Her ser man at buestrengen er hægtet på en dyvel, som er en del af buevægten.

Buen hægtes på en løs stok, som trykker på badevægten. Stokken er forsynet med dyveler for hver 10 cm indtil den ønskede træklængde 70 til 74 cm.

Fordelen ved denne vægt er, at man under forarbejdningen af buen ikke behøver at trække buen i fuld træklængde for at beregne dens færdige vægt.

Forklaringen er at buens vægt stiger nogenlunde ensartet for hver 10 cm den bliver trukket.

Start med at trække buen til 30 cm derefter til 40 cm - 50 cm, og det vil vise sig at vægtforøgelsen for hver 10 cm er meget ens. Ud fra det kan man beregne buens færdige vægt ved at lægge 2 vægtforøgelser til, og man får den omtrentlige færdige vægt uden at have overstresset træet!

Vær dog opmærksom på, at buen skal have korrekt strenghøjde, før man kan stole på målingerne. Ved en længere streng, som en typisk prøvestreng er, vil målingerne være højere end for den færdige bue med korrekt strenghøjde.

Som rosinen i pølseenden kan man “hægte” en tiller på bagsiden af buevægten.

Tekst og billeder af

Gunnar Hønborg.
Copyright © 2011
Kopiering tilladt til privat brug.