Buemagerens værktøj Udskriv
Skrevet af Gunnar Hønborg   
Søndag, 31. januar 2010 13:28

Interessen for de gamle træbuer er i det seneste årti vokset meget, og ganske mange kaster sig ud i buebygningens kunst med begrænset viden om både træ, fremgangsmåde og det nødvendige værktøj.
Jeg skal i denne artikel beskrive buemagerens værktøj. Hvor lidt man kan nøjes med, og hvor meget den rutinerede buemager bruger. Hvordan værktøjet skal bruges, slibes og vedligeholdes.
Værktøjet skal altid afpasses til de materialer, som bruges, så lad os begynde med en ganske kort gennemgang af buemagerens råmateriale.

Det kan være taks, elm, lemon-wood, hickory, ask og mange andre. Nogle af disse træsorter kan købes i passende dimensioner i specielle forretninger. Andre sorter, som f.eks. taks findes stort set ikke i handlen, men stammer fra fældninger. I mange tilfælde fra offentlige anlæg, herregårde og lignende steder.
Er man så heldig at få noget af denne taks, findes det som regel i stammer fra 10 til 20 cm i diameteren.
Sådanne stammer, hvad enten det er taks elm eller andre træsorter, skal helst flækkes umiddelbart efter fældningen, og endefladerne af stammen bør males eller lakeres for at mindske udtørringen og dermed undgå revnedannelser.
I gamle dage flækkede man en stamme ved hjælp af kiler, den metode kan dog ikke anbefales i dag, idet det giver for stort et materialespild.
Det bedste vil være at få træet savet på en stor båndsav. Er det stammer op til de 20 cm i diameteren kan man save fra begge sider med en med en 8” til 10” håndrundsav.

Når træet er tørt, kan det videreforarbejdes med håndøkse eller evt. båndsav. De gamle buemagere, som f.eks. James Duff, brugte en økse til den grove tilhugning af stavene, ud fra den forudsætning, at hvis træets årer løb i en uheldig retning, ville dette blive afsløret ved brugen af øksen, og så behøvede man ikke at spilde mere tid på den buestav.
Men har man adgang til maskiner, kan det anbefales at bruge disse til grovskæringen af buestaven, da dette er væsentlig hurtigere og nemmere.
Til den videre forarbejdning af buestaven har man brug for forskellige værktøjer:
Håndøkse, spånkniv, en fin- og en grovtandet sav, en til to bugthøvle, en lille blokhøvl, en pudshøvl, en tandhøvl, en grov og en fin rasp, en 6 - og en 8 mm rundfil (rottehale), en ziehklingehøvl, 2 til 3 ziehklinger, ziehklingestål, nogle stemmejern, hammer, en skarp kniv til udskæring af nocks, karborundum slibesten gerne grov og fin, belgisk brok eller lignende polersten, snor, en 2 m retholt (et lige bræt eller metallineal), en tiller, nogle skruetvinger.

 

Skal man lime en ryg på en bue, er der brug for 16 til 18 skruetvinger eller en spændekasse, men hvis man laver nogle spændeklodser (se tegning), kan man nøjes med det halve antal. Man kan også vælge den løsning at lime en halv bue ad gangen, hvor limningen går fra nocken til midten af buens håndtag. spaendeklods
Skal der indkøbes ekstra skruetvinger, så vær på vagt: I visse byggemarkeder sælges nogle billige og tilsyneladende gode skruetvinger. Men kvaliteten står i forhold til prisen. Gevindet er dårligt forarbejdet og derfor tunge at spænde, og bliver de spændt for hårdt, spændes de ofte skæve. Køb derfor hellere lidt færre men kvalitetsskruetvinger.
Desuden er der brug for en pudseklods, noget sandpapir korn 80, 100, 150, 280, ståluld no 00, epoxy lim af bedste kvalitet, og en høvlebænk, i mangel af en sådan kan en af de moderne sammenklappelige arbejdsbænke bruges. En snittebænk er praktisk ved bearbejdelsen af buestaven, idet man lynhurtigt kan løsne denne, dreje buen og fastklemme den igen og arbejde videre, samtidig med at man sidder ned.
Sidst men ikke mindst, bliver man totalt grebet af buebygning vil jeg anbefale en fugtighedsmåler, så kan man kontrollere om ens buetræ har den rigtige fugtigshedsprocent, som helst skal ligge fra min. 8 til max. 12 %

Minimum værktøj.


Har man mulighed for at få tilskåret sin buestav på båndsav, kan man klare sig med et minimum af værktøj. Foruden almindeligt værktøj som hammer, sav, tommestok, Stanley kniv m.m. er der brug for en grov rasp, en fin rasp (træfil), en rund træfil ca. 6 mm i dia., en bugthøvl, en ziehklinge, et ziehklingestål, en høvl, en håndøkse, nogle stemmejern, en karborundum slibesten gerne grov og fin, en Belgisk brok eller lignende polersten, snor, en 2 m retholt (et lige bræt), en tiller, omkring en halv snes skruetvinger plus spændeklodser, en pudseklods, sandpapir korn 80, 100, 150, 280, ståluld no 00, epoxy lim af god kvalitet, og en høvlebænk, eller et kraftigt arbejdsbord, evt. en af de moderne sammenklappelige arbejdsbænke.

Brugen af værktøj:



Håndøksen

Håndøksen er praktisk og hurtig til at grovhugge en gennemsavet stamme med. Marker det materiale som skal fjernes ved at tegne en lige streg. Hug derefter en række små hug i en 10 til 15 mm’s afstand skråt ind til stregen på stammen for til sidst at skrælle det af med øksen. Har man en skarøkse, anbefales det at bruge denne til afskrælningen, idet den er lettere at styre og giver en bedre finhugning end en økse. Derefter kan der fortsættes med spånkniv eller høvl. oekse

Skarøksen

Skarøksen (også kaldet en tængsel) var et almindeligt stykke tømrerværktøj for ca. 100 år siden. Den blev brugt til at hugge langsgående render i bygningsstolper og lignende. Skarøksen afviger væsentlig fra en almindelig økse, idet dens blad er tværstillet, altså vinkelret til håndtaget. Den kommer i to versioner en hvor øksebladet er lige og en hvor det er buet. Begge versioner er velegnede til finhugning. skaroekse
Regelen siger, at skarøksen kun skal slibes på den side, som vender bagud. Men hvis den er tilbøjelig til at hugge for dybt ind i træet, kan man afværge dette ved at slibe den ganske let med håndkraft med en karborundum sten på æggen af den fremadrettede flade. Det vil mindske tendensen til at hugge i, og øksen har dermed lettere ved at tage passende små spåner.
Vurdering af øksen og skarøksens egenskaber: Man kan grov- og finhugge med en økse, hvorimod skarøksen egner sig bedst til finere afhugning.
Størrelsen på min skarøkse er: Længde af øksehoved 17 cm, bredde af blad (som vender på tværs) 4,5 cm, længde af økse og skaft 29 cm, vægt ca. 0,8 kg.

Spånkniven

Eller båndkniven, kært barn har som regelen flere navne. Spånkniven er et ældgammelt stykke værktøj, som bønderne har brugt sammen med snittebænken til at fremstille forskellige redskaber. Den er imidlertid også velegnet til bearbejdning af buestaven efter den grove tilhugning med økse. spaankniv

Bugthøvlen

Bugthøvlen bruges til høvling af buede emner. Den er velegnet til at forme en bues afrundede form, er hurtig og effektiv til at fjerne overflødigt materiale på bugsiden, men pas på, ofte vil den lave oprifter. De kan naturligvis pudses bort, men det er her at faren lurer. Bliver der fjernet for meget materiale, er der risiko for at buen bliver for svag.
Derfor kan det anbefales at bruge bugthøvlen med omhu, og hvis høvlingen giver oprifter er det bedre at fortsætte med den grove og fine rasp.
bugthoevl

Tilleren

Tilleren er et hjælpeværktøj til at kontrollere bøjningen af buens arme.
Den fremstilles af et stykke lægte på ca. 1,20 m i højden. Lægten høvles og kanterne rundes af, således at buestrengen ikke bliver flosset ved kontakt med disse. Der skæres hakker, som vist på tegningen, for hver 5 cm.
Øverst på tilleren laves der en dyb nedadgående runding, som buen ligger i under tilleringen. Den forreste fod skal være ca. 40 cm i længden, og bagerste skal rage ca. 25 cm bagud.
tiller

Raspen

Man kan udmærket klare sig med en almindelig rasp i mellemstørrelsen, som er flad på den ene side og buet på den anden.
Men spørger man de rutinerede buemagere, vil de ofte anbefale de japanske håndhuggede raspe i forskellige størrelser og grovheder. Fordelen ved de disse raspe er at “tænderne” ikke ligger i bestemte mønstre som i de maskinlavede. Derfor arbejder de langt bedre.
rasp

Nogle amerikanske buemagere anbefaler en smederasp af den type, som bruges når hestens hov skal raspes til. Denne rasp er flad på begge sider. Har tænder i forskellige grovheder og er meget effektiv til bearbejdelse af hårde og vanskelige træsorter som f.eks. Osages Orange. Raspen bruges til at grovforme buens bug med, og derefter files de grove ridser bort med træfilen eller skrabes med en ziehklinge.

Ziehklingehøvlen

Nogle træsorter er værre end andre til at give oprifter og blandt nogle af de værste hører Osage Orange, men en lidt krøllet taks kan også give væmmelige oprifter.
Til disse træsorter kan man med fordel bruge ziehklingehøvlen. Det er en speciel høvl, som blev brugt i snedkerbrancen op til halvtredserne. Den fås ikke længere i handlen her, men kan købes i Tyskland. Er man heldig, kan den findes brugt. Ziehklingehøvlen ligner en forvokset bugthøvl, men hvor jernet står i samme vinkel, som man holder en ziehklinge på, når der skrabes. Den fjerner materiale uden at lave oprifter, fordi spånen bliver skrabet af, i stedet for at blive skåret af som med en almindelig høvl. Se billeder af en “Record” og en hjemmelavet ziehklingehøvl.
Slibning af jernet til en ziehklingehøvl: Jernet slibes på samme måde som et almindelig høvljern, og derefter "sættes op" på samme måde som en ziehklinge.

Tandhøvlen

Tandhøvlen er ligeledes en specielhøvl fra snedkerfaget, som stadig bliver brugt omend i mindre omfang. Tandhøvlen bruges til at kradse træet op inden limninger. På den måde "forøges" limfladen og evt. minimale ujævnheder bliver jævnet ud, og resultatet bliver en langt stærkere limning.
Høvljernet har på den fremadvendte side en række lodretgående riller i fladen ca. 10 riller pr. cm. Jernet står næsten lodret. (se billede). Denne høvl kan stadig købes i Danmark (se leverandør.)

Slibning af tandhøvlen:
Jernet slibes på samme måde som et almindeligt høvlejern, men det skal slibes så meget, at der er ruæg på spidsen af tænderne. Denne "ruæg" fjernes ved at hugge jernet ned i noget ikke for hårdt endetræ to til tre gange, så vil de overflødige grater forsvinde og jernet er klar til brug.

Ziehklingen

De fleste håndværkere og hobbyfolk kender en ziehklinge, som består en tynd stålplade 150x60x0,8 mm. Når den er slebet og sat op på den rigtige måde, er det et effektivt skrabeværktøj. Ziehklingen bruges mest i den sidste fase af buens tillering hvor der fjernes ganske lidt materiale ad gangen. Ziehklingen og ziehklingehøvlen arbejder på samme måde, idet de begge skraber en tynd spån af det emne som bearbejdes.
Der er dog en væsentlig forskel i det færdige resultat, idet ziehklingen vil følge træets ujævnheder og årer, og give en mindre jævn overflade. Med ziehklingehøvlen kan disse ulemper mindskes væsentligt, da skrabningen bliver styret af ziehklingehøvlens sål.
Har man ikke en ziehklingehøvl og har fået en ujævn overflade, kan den files jævn med en træfil. Man kan også løse problemet med en 20 til 25 cm lang pudseklods med sandpapir korn 80.

Slibning af en ziehklinge:
En ny ziehklinge skal slibes før den kan bruges. Allerførst filer man de fire skarpe hjørner lidt runde, så de ikke ridser træet, hvis man kommer til skrabe skævt.
Selve slibningen foregår ved hjælp af fladfil, karborundum slibesten med grove og fine korn og til sidst med polersten Belgisk Brok eller Arkansassten.
Spænd en eller flere ziehklinger op i en fileklo så skrabekanten rager ca. 5 mm op over filekloen, man kan evt. spænde dem imellem to træflader. Ziehklingerne skal sidde lodret.
Derefter skal de files med en fladfil. Filestrøgene skal gå lidt på skrå til den ene side, men filen holdes vandret.
Når ziehklingerne er filet i bund, skal der slibes med en grov karborundum slibesten. Der slibes igen på skrå, men modsat som filestrøgene. På den måde kan man let kontrollere, hvornår filestrøgene er slebet bort.
Når der ikke er de mindste spor af filestrøgene fortsættes slibningen med en fin karborundum sten i samme retning som fladfilen.
Bemærk at slibestenene også skal holdes vandret. Når ridserne fra den grove karborundum sten er slebet bort, fortsættes der med polersten. Slib i 5 til 10 min. i vandretgående bevægelser på langs af ziehklingen.
ziehklingeslibning

Derefter spændes ziehklingerne op og hver enkelt ziehklinge slibes på henholdsvis flade og kant (der er 4 skrabekanter). Når kanten slibes skal polerstenen holdes en anelse på skrå, på den måde får skrabekanten en hurtigere polering.

Slib skiftevis på flade og kant i 5 til 10 min (afhængig af hvor rutineret man er).

Opsætning af ziehklingen:

Og - nu skal ziehklingen ”sættes op”. Dertil bruges ziehklingestålet.
Først fugtes ziehklingens kanter med olie. Dernæst lægges den på høvlebænken så det ene hjørne af ziehklingen er 5 mm fra høvlebænkens kant og det andet hjørne 8 mm. Ved at ziehklingen ligger på skrå i forhold til høvlebænken, og ziehklingestålet bevæges parallelt til denne, vil ziehklingens kontakt til ziehklingestålet blive fordelt på 3 m/m. På den måde mindskes risikoen for at mikroskopiske grater på ziehklingestålet overføres til ziehklingen og omvendt.
Fortsæt med at stryge ziehklingens kant med ziehklingestålet frem og tilbage i rappe bevægelser, en 10 til 12 gange, hvorved den skarpe kant bliver bøjet ned. Ziehklingestålet holdes næsten vandret.
ziehklingestryges

Derefter skal ziehklingens skarpe kant bøjes tilbage. Hold ziehklingen i venstre hånd og med ziehklingestålet i højre bøjes ziehklingens æg, ved at trække ziehklingestålet hen over kanten et par gange i en vinkel på ca. 95°, som vist på tegning.
Senere når skarpheden er aftaget, skal der måske stryges det dobbelte antal gange for at få æggen sat op.

Ziehklinge af gammel fukssvans

Skal man arbejde rationelt som buemager har man behov for et minimum af en tre fire ziehklinger, det gælder ikke mindst når man skal skærpe ziehklingerne, hvor det vil være langt nemmere at file og slibe vinkelret, når man har en bundt ziehklinger, som når op på en bredde af en 8 til 10 mm.
Sådant et bundt ziehklinger vil beløbe sig til en større udskrivning.
Derfor laver den smarte buemager selv sine ziehklinger af gamle fukssvanse. De har en passende tykkelse fra 0,8 til 1 mm, hvilket er passende. Håndtaget fjernes fra saven, ziehklingerne tegnes op med en spritpen og klippes ud på en pladesaks.
Her i Odense findes et udmærket metalværksted i Badstuen på Østre Stationsvej 26, hvor man for få kroner i timen selv kan forarbejde sine ziehklinger, ziehklingestål m.m.

Ziehklingestålet

Ziehklingestålet bruges til at sætte ziehklingen op med. Det kan købes kan købes i velassorterede værktøjsforretninger, men mange håndværkere foretrækker at fremstille det selv. Dertil bruges en 150 mm lang kraftig trekantsfil, hvor fladerne er ca. 10 mm brede. Filerillerne slibes bort på en slibemaskine, hvorefter fladen og navnlig kanterne højglanspoleres.
For at beskytte ziehklingestålet imod ridser og rust kan det anbefales at lave en skede af papir. Der rulles ca. 10 lag omkring ziehklingestålet, hvorefter der limes tape om skeden. Til sidst fyldes lidt olie i skeden. Det har dobbelt formål, at undgå rust og smøre ziehklingestålet, så det er klar til brug.
ziehklingestaal

Spændekasse

En spændekasse er et ca. 2 m. langt bræt med 16 til 18 fastmonterede spændebøjler. Hver spændebøjle består af 2 vandretliggende kraftige stykker fladjern, hvor der er boret huller i hver ende til 2 lodretgående gevindbolte.
Når der skal limes placeres laminaterne imellem to spændelister, og det hele skubbes så ind i spændekassen fra enden af. Derefter spændes gevindboltene. Tegning og yderligere beskrivelser af en spændekasse vil komme senere.

Fugtighedsmåleren

For at få det maksimale ud af sit buetræ er det af vital betydning, at træet er korrekt lagret og tørret ned til et fugtindhold mellem 8 til 12%.
Fugtighedsmåleren er et praktisk lille stykke værktøj. Med et sådant instrument vil man i langt højere grad være i stand til at kontrollere sit træ og finde ud af den korrekte fugtprocent.
Er træet for fugtigt, når man begynder tilleringen risikerer man, at buearmenes krumning (uden streng) bliver større end ønskeligt. (Man siger: “at buen trækker sig efter strengen”).
Men træet kan også blive for tørt. Hvis det når ned på et fugtindhold under 6 %, er der stor risiko for at buen brister med et brag under tilleringen.
Der er også begrundet mistanke om, at træets celler er mindre modstandsdygtige overfor kompression, da de mister noget af deres elasticitet på grund en for kraftig udtørring.
Dette problem har næppe plaget de gamle buemagere, da deres værksteder sandsynligvis ikke havde 24 timers centralvarme i døgnet.
fugtighedsmaaler


Tørring og lagring af buetræ er et emne som har givet anledning til mange diskussioner blandt buemagere.
Da James Duff lærte som buemager omkring 1890erne i Skotland var det god latin at lade takstræet tørre i syv år. Senere emigrerede han til USA, hvor klimaet var anderledes, og nu kunne man nøjes med fire års tørretid.
Læser man så i The Traditionel Bower’s Bible. Kan man se at nogle amerikanske buemagere tørrer buetræet ned i specielle varmekasser i løbet af få uger.
Og da det er overordentligt vigtigt at buetræet har den optimale fugtprocent under forarbejdningen vil vi gerne høre din mening om dette emne.
Det er også en af årsagerne til at jeg anbefaler en fugtighedsmåler. De fås fra ca. 1.500 til 3.000 kr.

Tekst og tegning af
Gunnar Hønborg.
Copyright ©
Kopiering tilladt til privat brug.

Senest opdateret: Lørdag, 11. december 2010 23:17